• Forside
  • Vandkvalitet
    • Vandprøver
    • Misfarvning af vand
  • Vandmålere
  • Bestyrelse
    • Generalforsamling
    • Vedtægter
    • Regulativ for private vandværker
  • Regnskaber
  • Takstblad

Referat Ordinær generalforsamling torsdag den 19. marts 2026

Ny blaa1 

Referat

Ordinær generalforsamling

torsdag den 19. marts 2026 kl. 18.00

i Mesinge Forsamlingshus

Der deltog 11 medlemmer.

Formanden Gert Tofte bød velkommen til forsamlingen og henviste til den foreliggende dagsorden, hvor første punkt er valg af dirigent.

Punkt 1, Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Henrik Bormlund Thomsen, der blev valgt.

Henrik konstaterede, at vedtægterne fastslår, at generalforsamlingen skal afholdes i marts måned og varsles med mindst 14 dage. Generalforsamlingens afholdelse har været nævnt i Hindsholm Bladet og har været annonceret på vandværkets hjemmeside.

Generalforsamlingen blev konstateret lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.

Den øvrige dagsorden:



Punkt 2. Bestyrelsens beretning v. formand Gert Tofte

Formanden Gert Tofte aflagde bestyrelsens beretning.

Vi er et relativt lille og meget sundt vandværk. Vi kan være trygge på vandets kvalitet og stolte over produktion. Mosegården opkøbt af Skov- og Naturstyrelsen sammen med Kerteminde Kommune, Dalby Vandværk og os. En person fra styrelsen er ansat til at varetage selve skovplantningen og driften. Via vores arrangement har vi sikret vores vand fremover.

Vi har lavet BNBO-aftaler med to ud af de tre lodsejere, der ejer jorden, hvor vores boringerne befinder sig. Efter aftalen kan der ikke sprøjtes, og boringerne er dermed sikret. Det er ikke lykkedes med indgåelse af frivillig aftale med den tredje lodsejer, hvorfor sagen er overgået til Kerteminde Kommune. Kommunens afgørelse af sagen sker for vores regning, hvorfor et beløb er budgetteret.


Der er i sommerhusområdet ved Gabet, rejst en ny antennemast til indsamling af målerdata fra målere, der ikke tidligere har været mulige at fjernaflæse. Antennemasten er kamufleret som en flagstang.

Vi skal nok have etableret et nyt styresystemet i vandværket – der er i morgen leverandørbesøg. Vi undersøger muligheden for at etablere samme styresystem, som er etableret på Dalby Vandværk. Dalby Vandværk har i øvrigt overtaget Martofte Vandværk.

Jørgen vil senere forklare nærmere omkring driften af vandværket.

Spørgsmål: Hvor er boringerne placeret. Jørgen forklarede, at der er en boring ved vandværksgrunden, som er ældre og som vi har i beredskab. De to andre boringer er placeret nordligere og de henter vand fra samme grundvandskammer. Med skovrejsningen sikres vores muligheder for at hente vand.

Der blev spurgt til et rygte om, at Mesinge Vandværk overtages af Dalby Vandværk. Det er ikke korrekt.

Beretningen blev godkendt.



Punkt 3. Regnskab 2025 v. kasserer Lars Klüver

Kasserer Lars Klüver gennemgik regnskab 2025, som var fremlagt forsamlingen i en sammenskrevet form, der også indeholder tallene for 2024, så det er nemmere at se udviklingen over flere år.

Også den af revisionen udarbejdet årsrapport er til rådighed.

Der er en enkelt ny forbruger (nybyggeri i Nordre Skovpark), der har betalt tilslutningsafgift.

Årets resultat udgør et underskud på kr. 416.436 og skyldes primært de to BNBO-erstatninger, som ikke har været budgetteret og udgifterne forbundet med rejsningen af flagstangen/aflæsning og sendemast ved sommerhusområdet ved Gabet.

Regnskabet blev godkendt.



Punkt 4, Budget 2026 v. kasserer Lars Klüver

Lars Klüver gennemgik budgettallene og fremhævede specielt de forventede omkostninger kr. 350.000 til etablering af nyt styringssystem i vandværket samt forventningen til betaling for en BNBO-beskyttelse, kr. 200.000 af den sidste boring – det er Kerteminde Kommune, der har overtaget sagen, da det som allerede nævnt ikke har været muligt at indgå en frivillig aftale med lodsejeren.

Der blev spurgt, hvor tit vi skal udskifte de nye vandmålere fremadrettet. Efter leverandørens oplysninger, har vandmålerne en forventelig levetid på 12-15 år. Hvis en måler mangler strøm, så registreres det hos Jørgen. Målerens registrering fortsætter, også selv om batterierne skal skiftes.

Henrik nævnte, at omkostningerne med drift, ledningsnet og vedligehold af samme, vandmåler mv. ligger rimeligt klart. Det skal nok overvejes, om ikke der med fordel kan laves en f.eks. 5. års plan over forventelige omkostninger og investeringer.

Det fremlagte ”Takstblad” har alene i forhold til takstbladet for 2025 fået ændret datoen. Taksterne er ikke ændret.

Budgettet for 2026 og Takstblad 2026 blev godkendt.



Punkt 5. Indkomne forslag.

Der er ikke modtaget forslag til behandling på generalforsamlingen.



Punkt 6. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer for en 2. årig periode   

På valg er:

Gert Tofte (Modtager genvalg) 

Gert blev genvalgt      

Lars Klüver (Modtager genvalg)

Lars blev genvalgt



Valg af bestyrelses-suppleant for en 1. årig periode    

På valg er: Lars Bram (Modtager genvalg)

Lars blev genvalgt.



Punkt 7, Valg af revisor for en 2. årig periode   

På valg er: Arne Vad (Modtager genvalg)

Arne blev genvalgt.



Punkt 8. Eventuelt        

Herunder kort om driften v. Jørgen Boll

Jørgen henviste til den fremlagte oversigt med målinger og tal, der er indsendt til Landsorganisationen Danske Vandværker.

Vi er 555 forbrugere tilsluttet vandværket. På alle områder ligger vi meget flot i forhold til gennemsnitstallene, vandprisen er mindre, vores el-forbrug er mindre og vores faste årlige bidrag er mindre. Også vores vandspild er mindre.

Vandprisen er også mindre, når vi sammenligner os med andre vandværker i Kerteminde Kommune.

Der blev spurgt, om ikke det alene de store vandværker, der er underlagt specielle sikkerhedskrav. Landsforeningen Danske Vandværker er primært interesseorganisation for de mindre værker. En anden organisation dækker de større vandværker.

Jørgen ”natsænker” vandtrykket og der er ikke klager på grund af manglende vandtryk.

Der er Grundfos-anlæg på vandværket, som kan aflæses og vise, hvis pumper stopper.

Flagstangen ved Gabet (antennemast) skal aflæse og overvåge hele området. Hvis der opstår brud eller lignende, registreres det med det samme og vi kan reagere meget hurtigt.

Dalby Vandværk, Kerteminde Forsyning og os selv hjælper og bistår hinanden, bl.a. ved levering af vand, hvis ledningsarbejde eller andet forudsætter, at vores egen produktion skal stoppes.

Der er ikke konstateret problemer med pumperne/sugerør i boringerne – de fungerer trods det miljø, de befinder sig i.

Lars Klüver nævnte, at der har været deltagelse i temaaften, hvor man drøftede de sikkerhedsmæssige problemer, der kan være med vandværker, der via internetforbindelse kan fjernstyre forskellige ting i vandværket. Vi er fint beskyttet, da intet kan fjernstyres, vi kan alene aflæse. Vi skal nok drøfte forsyningssikkerhed nærmere og måske udskiftning af låse mv. Der er også overvejelse om et nødstrømsanlæg på vandværket, der kan koble ind hvis el-nettet går ned. Boringerne har separate strømforsyninger – vi taler alene om vandværket.

Steen nævnte, at det er godt med vores lave vandpris. Vandprisen kan betyde noget i drøftelserne om vilkår for bosætning i udkantsområderne.

Gert nævnte, at Nitrat næsten ikke findes i vores vand. Vi ligger under den grænse, som SF i valgkampen gerne ser som den fremtidige grænseværdi. Også andre vandværker på Hindsholm ligger lavt.

GF sluttede kl. 19.00





  1. Generalforsamling 19. marts 2026 kl. 18.00
  2. Generalforsamling den 20. marts 2025
  3. Generalforsamling 13. marts 2024
  4. Generalforsamling 2023

Side 1 ud af 8

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8

Mesinge Vandværk

Copyright © 2026 Mesinge Vandværk. Alle rettigheder reserveret. Mesinge Vandværk, Mesinge Bygade 24, 5370 Mesinge - CVR 17130811
Joomla! er gratis Software udgivet under GNU General Public licensen.